Hvad er de gode ingredienser i en skoledag, som motiverer eleverne?

Senioranalytiker Mikkel Giver Kjer fortæller om VIVEs resultater om elevernes oplevelse af skoledagen, og om hvordan en dag ikke nødvendigvis føles lang, selvom der er mange undervisningstimer. I samme præsentation fortæller Mikkel Giver Kjer om, hvordan elevernes engagement og motivation for undervisningen i høj grad spiller sammen med lærernes evne til at differentiere undervisningen og give feedback.

Seniorkonsulent Ditte Nissen Storgaard fra EVA giver et indblik i deres udgivelser om gruppearbejde i folkeskolen. Danmark er et af de OECD-lande, hvor eleverne oftest arbejder i grupper. Alligevel kan det være vanskeligt for både lærere og elever at få gruppearbejde til at fungere godt i praksis. Ditte Nissen Storgaard fortæller, hvilke forhold der skal være opfyldt for, at gruppearbejdet fungerer godt fra både elevernes og lærernes synspunkter.

Lærerne Sevda Patat og Tilde Eschenburg fra Kokkedal Skole giver et bud på succesfuld undervisning af klasser med elever, som har vidt forskellige forudsætninger.


Vejen videre med folkeskolereformen
Webinaret "Den motiverende undervisning for alle elever i klassen" er det sjette og sidste i en række på seks webinarer, hvor VIVE vil sætte fokus på, hvordan skolerne kommer videre med at få folkeskolereformens mange elementer ind i hverdagen.

Hvad er status for reformen, og hvad er der af gode eksempler fra skoler og kommuner på tiltag, der i praksis kan omsætte reformens ambition om bedre læring og trivsel i skolen? Det bliver præsenteret og drøftet i seks enkeltstående webinarer med hver deres tema.

Du får link til webinaret i en e-mail
Når du tilmelder dig webinaret, sender vi dig i ugen op til webinarets afholdelse en e-mail med et link til webinaret.

Du kan selv vælge, om du vil bruge web-versionen eller Zoom-app’en på computer eller tablet. Under oplæggene er det kun oplægsholderen, som kan ses og høres.

Som deltager behøver du ikke webkamera og headset. Vi anbefaler, at du slår din egen lyd og kamera fra under oplægget. Spørgsmål og kommentarer til oplæggene sendes via chat-funktionen i Zoom.

Vi anbefaler, at du logger ind cirka 10 minutter før webinarets start for at tjekke, om teknikken virker.

Deltagelse er gratis.