Med folkeskolereformen opstod der nye muligheder for, hvordan pædagogerne kan indgå i undervisningen. Pædagoger kan fx inddrages ved at støtte og supplere lærerne i de fagopdelte timer, og de kan varetage den understøttende undervisning. Disse nye muligheder blev endvidere forstærket, efter at alle skoler nu kan konvertere UUV-timer til to voksne i undervisningen.
Men hvilke fordele og udfordringer er der i forbindelse med, at pædagogerne i højere grad får tildelt en større og mere aktiv rolle i forbindelse med undervisningen af eleverne end tidligere? VIVEs analyser viser fx, at både lærere og pædagoger vurderer, at pædagogerne har særlige kompetencer i forhold til at varetage trivselsrelaterede opgaver og støttefunktioner i undervisningen, mens de er mere udfordret i forhold til at varetage den fagfaglige undervisning.
Seniorforsker Vibeke Myrup Jensen og seniorforsker Bente Bjørnholt fra VIVE fortæller om de muligheder og udfordringer, der er i forbindelse med, at pædagogerne i højere grad indgår i undervisningen.
Lærer Louise Vibech Frederiksen fra Vestbjerg Skole, Aalborg, fortæller om, hvordan de har tilrettelagt samarbejdet mellem lærer og pædagog, samt hvordan dette samarbejde kommer elevernes læring til gode.
Forsknings- og udviklingschef Andreas Rasch-Christensen, VIA, perspektiverer oplæggene.
Vejen videre med folkeskolereformen
Webinaret "To voksne i undervisningen og Lærer-/pædagogsamarbejdet" er det fjerde i en række på seks webinarer, hvor VIVE vil sætte fokus på, hvordan skolerne kommer videre med at få folkeskolereformens mange elementer ind i hverdagen.
Hvad er status for reformen, og hvad er der af gode eksempler fra skoler og kommuner på tiltag, der i praksis kan omsætte reformens ambition om bedre læring og trivsel i skolen? Det bliver præsenteret og drøftet i seks enkeltstående webinarer med hver deres tema.
Du får link til webinaret i en e-mail
Når du tilmelder dig webinaret, sender vi dig i ugen op til webinarets afholdelse en e-mail med et link til webinaret.
Du kan selv vælge, om du vil bruge web-versionen eller Zoom-app’en på computer eller tablet. Under oplæggene er det kun oplægsholderen, som kan ses og høres.
Som deltager behøver du ikke webkamera og headset. Vi anbefaler, at du slår din egen lyd og kamera fra under oplægget. Spørgsmål og kommentarer til oplæggene sendes via chat-funktionen i Zoom.
Vi anbefaler, at du logger ind cirka 10 minutter før webinarets start for at tjekke, om teknikken virker.
Deltagelse er gratis.